Tomheden efter et endt praktikophold

Starten på mit tredje semester kommer snigende, og det markerer ikke kun et ubekvemt genbesøg med bøgerne, men også afslutningen på mit praktikophold og et farvel til en arbejdstilværelse, der egentlig var begyndt at passe mig rigtig fint.

For selvom jeg kun lige nåede at falde ind i arbejdsgangen og blive en driftssikker medarbejder, var 10 uger bestemt nok til, at jeg fik smagt på successen ved at komme ud på det virkelige arbejdsmarked – og så endda det amerikanske af slagsen. Jeg blev hurtigt stand-in for vores faste statsobligationsjournalist, jeg blev inddraget i længere artikelprojekter, og endte sågar med at blive ringet op af DR, da de skulle bruge en ekspert i amerikanske aktier, da markederne væltede rundt uden retning i starten af august.

Jeg gik simpelthen fra at være en ubetydelig journaliststuderende på NYU, der med stort besvær fik hevet historier i land, til at sidde i News Corp. bygningen i New York med egen emailadresse og byline, der smed den ene historie efter den anden på nettet. Ikke at jeg er
noget større geni i det amerikanske finansliv end mange andre, men jeg var bare heldig at blive taget seriøst på mit praktiksted.

Sådan husker jeg det også, da jeg under min journalistuddannelse i Danmark var i praktik på Ritzau, hvor jeg som med et trylleslag gik fra at være nobody til somebody, bare fordi jeg havde en arbejdplads i ryggen. Det var altså ikke fordi, jeg natten over fik en åbenbåring, men fordi jeg kunne kalde mig noget andet.

“Bare” studerende
Nu kan jeg hverken kalde mig journalist på et medie i USA eller Danmark, og det er en lidt tom følelse at sidde tilbage med, efter at jeg hele sommeren har knoklet hårdt for at være netop det. Det næste halve år må jeg i stedet kæmpe for at blive taget seriøst, når jeg researcher til mine opgaver og artikler, fordi jeg “bare” er studerende, der per definition åbenbart ikke er værd at bruge tid på. Og jeg tror da ikke, at jeg hverken er dårligere eller bedre end i sommerferien, da jeg var i praktik.

Netop den problemstilling tror jeg, der er mange studerende der døjer med, når de svinger mellem at være medarbejder og studerende. I virkeligheden er det et skift mellem identiteter, og selvom det efterhånden er en kliche, at folk mister noget identitet, når de mister arbejde, tror jeg bestemt, der er noget om det. Jeg har nydt at kunne præsentere mig selv som journalist på MarketWatch hele sommeren og følt mig en smule vigtig, og jeg har lænet mig op ad den identitet, det gav mig. Nu kan jeg i stedet læne mig op af studie-identiteten, der giver langt færre imponerede ansigtsudtryk ved sociale sammenkomster.

Men i virkeligheden er det jo også at snyde mig selv. Selvom min mailadresse lokkede kilder til at tro, at jeg var indehaver af journalisttitlen, var jeg i virkeligheden bare praktikant, der i sidste ende ikke kunne udrette mirakler. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi der med praktikanttitlen både kommer et uddannelsesaspekt og et overvågningsaspekt fra arbejdspladsens side. At være praktikant føles lidt lige som at være teenager igen, hvor man selv føler sig voksen og ansvarlig, men hvor de voksne alligevel (tror de) ved bedre. Derfor er det nemmere at overraske positivt end at skuffe, fordi forventningerne ikke er så høje. Samtidig kan det være svært at få ideer igennem, fordi de voksne er bange for, at man vil fejle.

Jeg var da også taknemmelig for at blive holdt i hånden i starten, men til sidst var det lidt trættende at have snærende bånd om de fleste arbejdsopgaver. Især fordi jeg som ung journalist måske mangler erfaring, men ikke initiativ og i højere grad har et vågent øje på den teknologiske udvikling. Men sådan er det vel ofte, at de lidt ældre chefer ikke helt forstår udviklingen og de unges ideer, og derfor bremser de “vanvittige” projekter. Måske en middelvej ville være passende.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at jeg har lært utroligt meget af at være i praktik, både fagligt og professionelt. Faktisk så meget, at jeg da selv mener, at jeg godt kunne fortsætte på arbejdsmarkedet uden praktikanttitel og med rigtig menneskeløn. Men det ville være hjerneløst at opgive studiet nu med kun et semester tilbage, så jeg må bare tilbage på skolebænken og acceptere det arbejdsmæssige tomrum. Til januar starter det rigtige arbejdsliv, og måske jeg så helt kommer til at savne praktiktiden og studielivet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *