Når amerikanerne snakker euro-krise

Historier om euroens krise og potentielle løsninger til at redde den fælles valuta er i den grad også nået til USA. Amerikanske medier smækker det ene skrækscenario efter det andet på deres web-tjenester, mens aktiefald på de amerikanske børser bliver forklaret med fortsat ballade i euro-zonen. Medierne og analytikerne har for så vidt også ret langt hen ad vejen, det er bare interessant – og til tider en smule irriterende – at følge med i amerikanernes dom og vurderinger om euro-zonen. Mest fordi mange af dem, ikke nødvendigvis dem i medierne, ikke helt forstår, hvad Europa og euroen er.

Både mine undervisere og medstuderende kredser om euro-fænomenet, og særligt i mit nye fag ”Financial crisis and policy response” er det nummer et på pensumlisten. Jeg havde ellers troet, at et fag om finansielle kriser på et amerikansk universitet ville rette blikket mod de hjemlige svagheder, men de er måske blevet trætte af at snakke subprime lån og generel finansiel uansvarlighed på Wall Street. Ud fra mit synspunkt som dansk studerende er jeg da også ganske tilfreds med, at hele semestret ikke kun er dedikeret USA. Jeg synes bare, at det er en smule unfair kun at fremstille Europa som økonomisk skurk, når nu den amerikanske økonomi ikke ligefrem er et pragteksemplar på, hvordan man kommer ud af en finansiel krise.

Forslag udefra

Men faget er på mange måder spændende, og især at overvære amerikanere og andre udlændinge drøfte euro-krisen er værd at høre efter. Nogle af mine ikke-europæiske medstuderende kommer faktisk med forholdsvis relevante forslag til, hvordan man kan redde euroen, som for eksempel at omlægge græske lån for at få landet på fode igen eller have redningsaktioner klar til de pressede lande.

Ikke at det er nogen større åbenbaringer, men det får mig da til at tænke, at det ikke nødvendigvis er dårligt at få udefrakommende til at komme med løsningsforslag. Indtil videre har de europæiske statsledere jo ikke vist, at de selv er i stand til at redde kastanjerne ud af ilden.

Desværre er det ikke alle mine medstuderende, der synes at forstå, hvad euroen er, og hvordan den kan reddes. Jeg har heller ikke større indsigt i andre landes valuta-problemer, men til gengæld tier jeg stille og kæfter ikke op om deres økonomiske utilstrækkeligheder.

Ud med Grækenland

Flere fra mit hold foreslår at sparke Grækenland helt ud af eurosamarbejdet for at sætte et eksempel for fremtiden og fjerne presset fra de solvente lande. Men ideen med EU og eurosamarbejdet er vel netop at stå sammen og kollektivt hjælpe nødstedte lande, hvilket en del af amerikanere tilsyneladende har svært ved at forstå. Selvfølgelig ville de fleste europæere gerne være fri for at betale for Grækenlands uansvarlighed og overforbrug, men at sparke dem ud er vel både usolidarisk og en dårlig ide økonomisk.

Sådan som jeg forstået konsekvenserne af at puffe Grækenland ud af den fælles valuta, vil det skabe et enormt ”run” på de græske banker, fordi grækerne vil have euro inden, at de bliver konverteret tilbage til en ny, devalueret drakme. I sidste ende vil det også påvirker resten af Europa negativt. Og nu er det jo ikke længere kun Grækenland, der har sat euroen tilbage, men også andre, større lande, så der skal vel fokuseres på euro-zonen som helhed.

Bare gør som USA

Andre af mine amerikanske medstuderende foreslår helt at opløse eurosamarbejdet, fordi de ser krisen som valutaens fallit. De har ret i, at den fælles monetære union har set bedre tider, men den er trods alt stadig stærkere over for deres egne grønne pengesedler end for bare fem år siden. Omkostningerne ved at ophæve euroen er også enorme, og det vil ifølge UBS koste periferi-landene 40-50% af deres bruttonationalprodukt og kernelandene 20-25% det første år.

Nu er løsningerne selvfølgelig ikke fuldstændig fjerne fra, hvad også flere europæere snakker om, og det er mere den grundlæggende manglende forståelse af Europa som samlet, men stadig opbygget af nationalstater, jeg bliver lidt træt af.

Det værste forslag, jeg hørte til min undervisning, var imidlertid ”bare at gøre som i USA”, og indføre fælles finans-, skatte-, og velfærdspolitik for at sikre, at alle holder sig inden for nogle fælles definerede rammer. Det fungerer for også i et land som USA, hvor der, til trods for regionale forskellige, stadig er en følelse af sammenhørighed. Men i Europa hvor for eksempel skattetrykkene landene imellem varierer en del, er der lang vej til den amerikanske model. Amerikanerne tror nogle gange bare, at som verdensnavle og statsmagt, bør de være forgangsbillede for resten af verden. Det er bare svært at være over for Europa og euroen.

5 responses to “Når amerikanerne snakker euro-krise

  1. Det var sjov interessant læsning, det er nogenlunde samme oplevelse jeg faar i frokostpausen med mine amerikanske medstuderende her i Indiana. Sidste gang snakken faldt på fritidshobbyer jokede en af mine amerikanske venner med at det bedste vi europaere ved er at lave optoejer og kaste med brosten når vi keder os :-).

  2. Interessant indspark!

    Er enig med dig et langt stykke hen ad vejen – dog ikke i din konklusion vedroerende det monetaere samarbejde. For set i min optik fra Berlin, er euroens redning et langt stykke netop at harmonisere finanspolitikerne i eurolandene. Hvis de solidariske lande (NL, DE, FI, AT (og FR)) skal blive ved med at haelde penge i PIIGS, er der jo noedt til at have en sikkerhed som modydelse, hvilket de netop faar ved at kunne stille betingelser til disse landes finanspolitiske manoevrer. En oeget finanspolitisk harmonisering med et europaeisk “finansudvalg”, som skal godkende de enkelte eurolandes budgetter vil ad aare medfoere oeget harmonisering paa ogsaa skatte og velfaerdsomraadet. Saa selvom disse omraader stadig vil blive besluttet lokalt i eurolandene, saa vil deres muligheder vaere staerkt begraensede, hvis de skal kunne opfylde de faelles retningslinjer, som er udstukkede af “finansudvalget” i Bryssel.
    DK’s forhold til euroen er jo et rigtig godt billede paa dette: Paa papiret har vi ved den manglende deltagelse i OeMU’ens 3. fase stadig vores selvstaendige pengepolitik og kunne, hvis vi ville, vaelge at devaluere eller saette renten op/ned, som det passer os. MEN i praksis kan vi ikke benytte os af muligheden, hvis vi stadig vil leve op til vores forpligtelse i ERM2, saa dermed fastlaegges DK’s finanspolitik i Frankfurt am Main.

    Paa et eller andet punkt maa jeg derfor konkludere, at hvis euroen skal fremtidssikres, maa man udvide valutaunionen med en finanspolitisk union, som kan sikre nogle faelles rammer at manoevrere inden for. Dette vil ogsaa kraeve, at der bliver nogle overstatslige sanktionsmuligheder, saa der ikke sker det samme som der skete med vaekst- og stabilitetspagten, som DE og FR valgte at bryde, da de havde det haardt – da der saa ikke var mulighed for at gribe ind, da PT og GR begyndte at goere det samme.

    Konsekvensen er, at euroen vil betyde mere union – om man kan lide det eller ej – men det er en helt anden diskussion.

    Med venlig hilsen
    Martin Webermann
    Flensburgerstraße 6
    10557 Berlin

  3. Et kedeligt udslag af scapegoatism. Der er en religiøs dimension som man desværre ikke kommer uden om; ‘american exceptionalism’ iblandet biblesk overtro gør det fuldstændigt umuligt for de neoconservative at se noget som helst galt i deres eget projekt. USA er simpelthen ‘too big to fail’ og derfor må det nødvendigvis skyldes europæisk sabotage at det hele gik galt. Selvkritik er ikke et ord der findes i de storhedsvanvittiges ordbog. Ralph Waldo Emerson er en af årsagerne til dette hellige vanvid og det kan næppe undre at amerikanerne selv er begyndt at tale om ‘the big sort’ – at dem der vil have deres gud og ammo simpelthen ikke bo sammen med folk der forholder sig mere nøgternt til tingene.

  4. Bare af interesse fra min side, bliver der overhovedet snakket om/nævnt Østrigsk økonomi (austrian economy)?

    Hvordan de folk/de studerende det mht. kommende præsident valg…når nu du tage en økonomisk krise op, er dette et tema?

    Fik selv hørt lidt på en kandidat, Ron Paul som umiddelbart have stor fokus netop på dette.

  5. Amerikanerne forstår ikke projektet, næsten alle befolkninger i Europa er imod. I Danmark er politikerne for EU og størstedelen af befolkningen er imod. Europæere ønsker ikke Europas Forenede Stater ligesom USA, vi har end ikke et fælles sprog eller kører i samme side af vejen. Solidaritet med de sydeuropæiske lande, glem det, vi ser dem måske på ferier, de synes ret dovne, vi fatter ikke, hvad de siger på et helt andet sprog. Euroen er fin for de lande, der vil have den, Danmark vil ikke og vi kan styre vor politik efter eget ønske. Politikerne, der stod på ryggen af hinanden og fortalte at det var bedre at komme ind i Euroen end at komme i himlen, burde give befolkningen en undskyldning. Uffe Ellemann især var og er håbløs. Om landet går rabundus er ligegyldigt, bare vi forfølger en ide, ligegyldigt vor vanvittig den er, godt han ikke endte som statsminister tænk, hvad han kunne have bildt befolkningen ind. Amerikanerne har deres fælles mønt og de skal til lommerne for at redde Californien, mon de er glade for det ? I Europa bryder det forhåbentligt snart sammen så vi kan komme videre uden Europas Forenede Stater, som måske ønskes fordi vi har et mindreværdskompleks i forhold til USA. Vi er just ved at opfinde den dybe tallerken igen ved Gallileo projektet, hvor vi opfinder GPS systemet igen, amerikanerne skal ikke tro, de er noget, vi spilder bare en formue vi har nemlig penge nok. Måske skulle vi bare have købt noget af kineserne eller russerne de har nemlig tilsvarende systemer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *