Når man skammer sig over klasseskellet – et indblik i den amerikanske drøms skyggeside

Lige siden jeg fik mit optagelsesbrev fra NYU for halvandet år siden, har jeg været stolt af at være en del af et kendt amerikansk universitet. Det kan godt være, at jeg ikke lige kan skrive Ivy League-studerende på CV’et, men de fleste mennesker, jeg møder i både Danmark og USA, synes, at det er fremragende at være optaget på NYU. Især som erhvervsjournalist-studerende giver det en vis troværdighed, når jeg ringer til kilder og lægger beslag på deres dyrebare tid, og generelt har jeg kun haft positive oplevelser med at blive associeret til et anerkendt universitet

Men i lørdags skammede jeg mig for første gang over at præsentere mig selv som NYU-studerende. Faktisk så meget at jeg ikke ville sige det, med mindre jeg direkte blev udfrittet om min skoletilknytning.

Ubehagelig forskellighed

Som en del af et større projekt i mit fag ”Writing Social Justice” var jeg taget ud til en gratis lægeklinik i Bronx. Mit besøg var drevet af en artikel, hvor jeg skulle skrive om, hvordan fattige New Yorkere, der ikke har råd til sundhedsforsikring, alligevel kan få adgang til lægehjælp.

Klinikken er bemandet af frivillige medicinstuderende og et par enkelte færdiguddannede læger, og hele projektet er gennemgående win-win for både patienterne og personalet. Jeg fik lov at snakke med patienterne i venteværelset, og det var dér, at det slog mig, hvor ubehageligt det amerikanske klasseskel er. Ind kom jeg som universitetsstuderende på et dyrt universitet for at snakke med underbemidlede amerikanere, der ikke havde råd til den mest basale sundhedsforsikring, og endnu mindre råd til at sidde i min situation.

Jeg fik følelsen af, at jeg på én gang udnyttede deres eksistensgrundlag ved ”kun” at interessere mig for dem i kraft af min artikel samtidig med, at jeg kraftigt fik understreget vores økonomiske forskel ved at nævne mit universitets navn. Til min overraskelse var alle patienterne snakkesalige og venlige. Gad vide om jeg ville være ligeså imødekommende, hvis rollerne var byttet om?

Mere lighed i Danmark

I virkeligheden gjorde hele situationen mig ubehageligt tilpas, fordi jeg aldrig har oplevet samme økonomiske klasseforskel i Danmark. I Danmark er jeg hverken rig eller fattig, og at tage en universitetsuddannelse er ikke udtryk for sin egen eller sine forældres økonomiske formåen. Det er det heller ikke nødvendigvis alle steder i USA, men de store universiteter kræver en solid dollarmæssig ballast, store studielån, eller at komme fra et land som Danmark med SU, udlandsstipendier fra staten og masser af legater.

Derfor føler jeg mig heller ikke lige så malplaceret, når jeg som journalist laver historier fra alle afkroge af Danmark. At sige man er studerende på Syddansk Universitet giver langt fra de samme associationer som at sige, at man læser på NYU, Columbia eller Yale. Selvom der selvfølgelig er en lang række socioøkonomiske parametre, der spiller ind på unges uddannelsesvalg i Danmark, har alle unge samme økonomiske mulighed for at læse på Københavns Universitet, Pædagogseminariet eller Journalisthøjskolen. Det er i hvert fald ikke 200.000 kroner om året, der afgør de unges skolevalg.

For fattige til lægehjælp

Samtidig ved jeg, når jeg skriver artikler i Danmark, at stort set alle har adgang til lægehjælp, og min historie fra Bronx ville slet ikke være mulig at lave derhjemme. Det var utroligt ubehageligt at interviewe både unge og gamle som ikke har råd til at komme i behandling for diabetes, forhøjet blodtryk eller kønssygdomme, fordi de af forskellige årsager ikke har råd til sundhedsforsikring.

Amerikanere, der falder under fattigdomsgrænsen, kan blive forsikret gennem Medicaid, men der kan stadig være store udgifter forbundet med sundhedsvæsenet. For eksempel er der næsten altid en smule brugerbetaling for at komme på hospitalet og kirurgiske indgreb kan være en dyr affære på trods af Medicaid. Derudover er fattigdomsgrænsen utroligt lav, knap $11.000 for enkeltpersoner om året og lige over $22.000 for en familie på fire, og amerikanere i lavt betalte job, der rammer lige over grænsen, har næsten ikke råd til forsikring.

God behandling til rige udlændinge

Heldigvis findes der klinikker, som den jeg besøgte i Bronx, men det er ikke en optimal løsning for patienter. Mange amerikanere, jeg snakker med, bryster sig ellers af at have et af verdens bedste sundhedssystemer med nyeste forskning inden for alle sygdomme. Det har de sådan set også ret i, problemet er bare, at det er en brøkdel, der har råd til den bedste og dyreste behandling. Faktisk fortalte nogle af mine amerikanske venner mig, at de allerbedste og nyeste behandlingsmetoder bliver udført på ekstremt velhavende udlændinge, som for eksempel saudiarabiske oliesheiker. Så meget for at have et opdateret sundhedssystem, hvis ingen landsmænd får glæde af det.

Måske var det i virkeligheden slet ikke mig, der skulle skamme mig, da jeg besøgte sundhedsklinikken i Bronx, men mere hele det amerikanske velfærdssystem. Eller mangel på samme.

2 responses to “Når man skammer sig over klasseskellet – et indblik i den amerikanske drøms skyggeside

  1. @ kim Nielsen,

    Jeg overvejede længe at skrive et længere svar til din kommentar, men dens indskrænkethed taler egentligt for sig selv.
    Jeg håber at du i livet vil møde den medmenneskelighed som du viser andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *