Slutspurten – og et farvel til bloggen

Jeg kan stadig blive forundret over, hvor hurtigt tiden går. For hvad der føles som et splitsekund siden, var jeg dansk residerende, men kalenderen afslører, at jeg allerede har boet i New York lidt over et år. På samme vis er den første måned af mit sidste semester på NYU også fuldstændig forsvundet ud i ingenting, og det betyder, at jeg er nu er faretruende tæt på at være færdiguddannet.

Om to måneder har jeg været til min sidste eksamen, og der er ikke længere noget sikkerhedsnet til at føre mig trygt ud i fremtiden. Derimod skal jeg finde mig et job, og som alle nyuddannede og sidste semester-studerende ved jeg, at det ikke er nogen nem proces. Og slet ikke når nu jeg har kastet min kærlighed på det amerikanske jobmarked og med alle kneb forsøger at tiltuske mig jobsamtaler i de store mediehuse. Noget siger mig, at jeg ikke er den eneste, der følger den strategi, for indtil videre har jeg kun været til én jobsamtale ud af 10 ansøgninger. Og det var endda kun til et praktikophold.

Derfor bliver jeg også nødt til at parkere alle kræfter i at finde jobopslag, skrive ansøgninger og færdiggøre semestret, så jeg har ikke tid til at fortsætte min blog. Dette bliver derfor det sidste, I hører fra mig, men jeg vil bruge lejligheden til at opsummere fordelene og ulemperne ved at læse i udlandet, og hvilke ting man som udlandssøgende studerende skal være opmærksom på. I er selvfølgelig velkomne til at fortsætte med at stille spørgsmål.

Gør det!

For det første vil jeg sige til alle, der bare overvejer en lille smule at smutte udenlands: Gør det! Selvom det kan være en lang ansøgningsproces, et dyrt ophold og hårdt at være væk hjemmefra er udbyttet langt større end omkostninger. Et fremmed uddannelsessystem er måske hverken værre eller bedre end det danske, men bare det faktum, at det er anderledes og i en fremmed kultur, giver utroligt meget stof til eftertanke.

Jeg har lært meget om ikke kun amerikanere, men også indere, sydamerikanerne etc. og ikke mindst om mig selv. Det amerikanske uddannelsessystem er hårdt på en helt anden måde end det danske, og jeg har lært at strukturere min tid, og at jeg ikke er den bedste. Det er selvfølgelig en hård (men nødvendig) erkendelse, men det har også fået mig til at arbejde hårdere. I et land hvor uddannelse ikke er en selvfølge men et gode, arbejder de fleste studerende langt hårdere for deres kandidatgrad, fordi de sætter en ære og hulens masse penge i at gå på universitet.

Lad ikke økonomi stå i vejen

Hvilket leder mig frem til min næste pointe. Lad dig ikke skræmme af de høje skolepenge, såkaldte tuition fees, på de amerikanske universiteter. Et semester på NYU forlyder på $21.000, men det er ikke mig, der betaler hele gildet. Mange universiteter giver legater til studerende for at tiltrække dem, hvilket kan være klækkelige summer. Jeg fik for eksempel betalt 40% af mine skolepenge gennem et NYU legat på mine to første semestre. Dertil kommer, at SU-styrelsen sender penge med danske studerende i udlandet svarende til, hvad en lignende uddannelse ville koste i Danmark. En journalistuddannelse i Danmark koster 67.000 kroner om året, så jeg fik samme beløb i udlandsstipendium til NYU. Det dækker selvfølgelig ikke skolepenge på de dyre universiteter, men i Danmark har vi heldigvis talrige legater at søge, som også hjælper på at dække udgifterne. Det er selvfølgelig ikke nogen gavebod at læse på NYU eller Columbia, Yale, Stanford etc., og det kan måske ikke undgås, at man selv må til lommerne. Oplevelsen vil dog være hver krone værd, og formentlig også tjene sig selv ind med det CV-boost, sådan et ophold giver.

Derudover har universiteter inden for EU nogle glimrende ordninger for EU-borgere, og flere steder kan skolepengene klares med udlandsstipendiet fra staten. Samtidig har alle danske universiteter udvekslingsaftaler med udenlandske uddannelsesinstitutioner, nogle bedre end andre, og det kan bestemt også være en fordel at gøre brug af dem. I sidste ende skal det i hvert fald ikke være økonomien, der fraholder studerende fra udenlandske studieoplevelser.

Gå i gang i god tid

Når først du har besluttet dig for at tage af sted, er det bare at komme i gang med ansøgningsprocessen med det samme. Det er en lang, bureaukratisk proces, hvor du skal regne med, at ingen i systemet er sat i verden for at hjælpe dig – udover tidligere studerende, som gerne vil guide dig gennem processen. Min uddannelse på NYU havde ansøgningsfrist allerede i starten af januar til studieåret, der starter i september. En ansøgning til et udenlandsk universitet er ikke som at sende et spørgeskema af sted gennem KOT, men har mange facetter.

De fleste kræver bevis på engelsk kundskaber gennem enten Test of English as a Foreign Language (TOEFL) eller International English Language Testing System (IELTS), og der kan godt være nogle ugers eller måneders ventetid til at tage testen. Derudover kræver flere kandidatuddannelser i især USA en egnetheds test, enten Graduate Record Examinations testen (GRE) eller Graduate Management Admission Test (GMAT), og de bliver sjældent udbudt i Danmark. Jeg var i Berlin for at tage min test, fordi jeg skulle rykke relativt hurtigt. Yderligere skal man hente anbefalinger, karakterbeviser og skrive sin motiverede ansøgning, så det gælder om at komme i gang med forberedelserne så hurtigt som muligt.

Det samme gælder for legater. Flere fonde vil ikke give penge til studerende, der allerede er taget udenlands, og man kan sagtens søge legater, inden man er blevet optaget på det fremmede universitet.

Jeg fortryder intet

Forberedelserne kan lyde af en stor mundfuld, og jeg var flere gange ved at gå i brædderne af frustration over både langsommeligheden og papirnusseriet. Men jeg ville aldrig have været foruden min oplevelse på NYU. Jeg ville aldrig have lært så meget økonomi så hurtigt, hvis ikke det var fordi, at niveauet er højt, og man bare må hænge på. Jeg ville aldrig have fået muligheden for at arbejde i verdens finanscenter i Rupert Murdochs dynasti på MarketWatch, hvis ikke jeg havde taget chancen og kommet af sted. Jeg ville aldrig have mødt mine skønne venner fra USA, Indien og Costa Rica og dermed holde vinterferie på en stillehavsstrand og Thanksgiving på den californiske kyst.

Der er ingen tvivl om, at jeg også har savnet Danmark og min omgangskreds i København meget, mens jeg har været væk. Men tiden går så stærkt, og lige pludselig er jeg hjemme igen, hvor ingen ting i virkeligheden har forandret sig. Jeg er måske blevet et par fester og børnefødsler fattigere end mine venner, til gengæld har jeg fået en super god uddannelse, uerstattelige venner og et gennemgående kendskab til USA. Det er da en meget fair deal. 

4 responses to “Slutspurten – og et farvel til bloggen

  1. Oy. Det var ærgerligt, at du holder op. Det dobbelte perspektiv DK/USA er bestemt væsentligt og lærerigt, også hvad angår selve arbejdslivet. Du har gennem din blogning belyst det så godt, hvad angår uddannelsessystemet og nødvendigheden af at klø på.
    Pøj pøj med jobjagten.

  2. Tak for dine beretninger og tips fra primært dit liv som udvekslingsstuderende. Det har været inspirerende at følge. Jeg har selv, som studerende og med iver efter at opleve verden, kunne nikke genkende til mange af de overvejelser og situationer, som du har skrevet om. Thumbs up for din blog 🙂 Held og lykke med jobjagten.

  3. Det har været interessant læsning – held og lykke med jobjagten.

    “I et land hvor uddannelse ikke er en selvfølge men et gode, arbejder de fleste studerende langt hårdere for deres kandidatgrad, fordi de sætter en ære og hulens masse penge i at gå på universitet.”

    Ovenstående viser med alt tydelighed, hvorfor flere studerende burde gøre som dig… Det, at erkende man skal yde noget og ikke kun feste for så at finde ud af man ikke har gode nok papirer til et job, ville redde mange unge akademikere fra arbejdsløshed. Gratis gode har en bagside.

  4. Held og lykke fremover. Har med stor interesse læst dine blog-indlæg og sendt videre til min gymnasie-datter, som meget gerne vil til udlandet i forbindelse med sine fremtidige studier. Måske vi alligevel hører mere fra dig på et senere tidspunkt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *